Helle Helle er kendt for sin minimalistiske realisme, og som oftest handler hendes fortællinger om de personer, som lever stille og forholdsvis ubemærket ude i Danmarks provins. Hendes måde at skildre karaktererne på er varm og hjertelig og langt fra fordømmende, og det gør beskrivelserne utroligt subtile og velskrevne.


»Helle Helles prosa er diamantskarpt skåret til. Den emmer af det henkastede dagligsprog, hun aflytter med sit mesterlige Herman Bang’ske øre, fuldt af underforståede betydninger, der langsomt samles i større mønstre i løbet af romanen. Det er vældig godt gjort.«

– Politiken.

Filterkaffe og nisselandskaber i Danmarks provins

I Helle Helles anmelderroste roman ”Ned til Hundene” fra 2008 følger vi en kvindelig fortæller ved navn Bente – en 42-årig forfatter, der netop har forladt sin mand. Historien starter, da hun stiger af bussen et sted på Sjælland med sin kuffert. Hun leder efter et sted, hvor hun kan græde ud: »Jeg leder efter et godt sted at græde. Det er slet ikke let at finde sådan et sted. Jeg har kørt i bus i flere timer, nu sidder jeg på en vakkelvorn bænk helt ude ved kysten«. Sådan indledes romanen. Mens Bente sidder der, møder hun parret John og Putte, som begge er ramt piskesmæld. Det unge par tager Bente til sig og lader hende på bo på deres hjørnesofa et stykke tid. Det er her, størstedelen af fortællingen udspiller sig. På kort tid bliver hun hvirvlet ind i deres hverdag, som er fyldt med filterkaffe, nisselandskaber og ture ned til Puttes bror Ibbers hunde, der skal fodres.

John og Putte er et velbeskrevet og troværdigt eksempel på de stille eksistenser, der lever i Danmarks yderkant. De er tillidsfulde og kærlige, og man kan ikke lade være med at holde af dem, for med Helle Helles minimalistiske stil beskrives deres hverdag ganske genkendeligt; de tager til tanken efter de gode linser og lottokuponer, de drikker kaffe og byder Bente ind i deres liv og hjem uden at forvente noget som helst til gengæld. Det er de små ting, der beskrives, for dagens højdepunkt er eftermiddagskaffen, og umiddelbart sker der ikke så meget andet i fortællingen.

Læsning mellem linjerne

Men romanens handling skal i høj grad læses mellem linjerne, for det er i bisætningerne og i den velovervejede tegnsætning, at det interessante udspiller sig. Der sættes ikke mange ord på Bentes følelsesliv. Det ville ellers være oplagt at gribe historien an ved at skrive lange, detaljerede afsnit om, hvordan hun føler, nu hvor hun netop har forladt den velkendte hverdag. Men i stedet får vi alle iagttagelserne fra hendes ophold hos John og Putte – fortalt uden skyggen af fordømmelse eller stillingtagen. Selvom der tilsyneladende ikke er meget på spil, ser vi en tydelig udvikling gennem fortællingen, hvor Bente langsomt kommer til sig selv igen. Og til sidst i romanen ringer Bentes mand til Putte. Han vil gerne snakke med sin kone. Putte spørger Bente, om hun vil findes. Hvad der skal læses mellem linjerne i dén sætning, finder du måske svaret på, når du læser romanen.