Frygt og lede i Las Vegas: Hallucinationer i casino-hovedstaden

137
SHARE
Las Vegas

Hunter Stockton Thompson var en amerikansk journalist og forfatter. Han var særligt kendt for sin farverige fortællestil, hvor grænsen mellem fakta og fiktion samt forfatter og hovedperson nærmest er ikke-eksisterende. Det er den stil, der senere er blevet kendt som Gonzo-journalistik eller New Journalism. Han skriver ofte under pseudonymet Raoul Duke.

Turen går til Las Vegas

I den syrede og rå, men hysterisk morsomme kultroman ”Frygt og lede i Las Vegas” fra 1971 rejser hovedpersonen Raoul Duke og hans advokat Dr. Gonzo til Las Vegas for at dække et ørkenmotorcykelløb og en narkotikakonference. De fylder både bilen og sig selv med stoffer, inden de efterlader sig et tydeligt spor af bræk og stoffer. Fordi de to personer har taget så mange stoffer, er det i handlingen uklart, hvad der faktisk er virkelighed, og hvad der er hallucination. Det ses også i skrivestilen, som er karakteriseret ved de mange korte sætninger, som på mærkværdig vis øger historiens intensitet.

Det er ikke ligefrem en charmerende skildring af sit fædreland, som Thompson fremlægger. Det mærkes tydeligt, at han har et ambivalent forhold til landet, som på den ene side hylder det frie initiativ, men på den anden side undertrykker alt, hvad der er anderledes. Romanen kan således ses som et satirisk indspark til det amerikanske samfund, der er gennemsyret af Den Amerikanske Drøm. Derfor har bogen også den meget passende undertitel: ”En rå rejse ind i hjertet af den amerikanske drøm”. Så hvis du gerne vide, hvad der egentlig skete i USA lige omkring skiftet fra 60’erne til 70’erne, og Nixon kom til magten, så er romanen en godt middel til at nærme dig forståelsen. Er du imidlertid ikke særligt interesseret i denne periode, så er bogen alligevel en passende indgang til et underholdende og intelligent forfatterskab.

Sug den fantastiske atmosfære til dig

Det er derfor ikke selve handlingen, der er afgørende i fortællingen, men nærmere den surrealistiske atmosfære, der er gennemgående i hele romanen. Bogen er desuden et klart eksempel på Thompsons Gonzo-journalistik. Det er nemlig en klar lighed mellem hovedpersonen og forfatteren selv; en skæv, hurtigt talende fyr iført hawaiiskjorte – og altid med en cigaret i mundvigen.