Ser du månen, Daniel: Gidselberetning fra Syrien

148
SHARE
Terrorisme

Puk Damsgård er journalist og forfatter, og som mellemøstkorrespondent med base i Beirut siden 2011 har hun stor erfaring med at formidle stof fra Syrien, hvilket hun i 2012 modtog en Cavlingpris for. Med sine fortællinger har hun en særlig evne til på en utrolig sober og neutral måde at skildre den virkelighed, hovedpersonerne i bøgerne oplever, uden misbrug af patos.
»Puk Damsgård har begået en fremragende bog. Sammen med Daniel Rye bringer hun os igennem hele det menneskelige følelsesregister: frygt, smerte, ensomhed, skrøbelighed, mod, håb og glæde.«

– Ekstra Bladet

398 dage som gidsel – en beretning, der kommer hele vejen rundt

”Ser du månen, Daniel” er en barsk, men sand historie om den danske fotograf Daniel Rye, som i 398 dage var taget som gidsel hos Islamisk Stat. Daniel rejste til Syrien for at opleve hverdagen midt i krigen og skildre den med sine fotografier. Men han nåede blot at opholde sig i det nordlige Syrien i to dage, før han blev taget som gidsel. Selvom Daniel i bogen står midt i en situation, som end ikke de værste dramafilm kan måle sig med, så er der alligevel lys og håb i den hverdag, som han får, mens han er taget som gidsel. Sammen med flere af gidslerne – blandt andet den amerikanske journalist James Foley – får han nemlig skabt et stærkt sammenhold, og de hjælper hinanden igennem den ubehagelige tid.

Udover at skildre nogle af alle de forfærdelige ting som Daniel og de andre gidsler udsættes for, berettes der også om alle de omkringliggende forhold i denne periode; familien og de andre pårørende hjemme i Danmark, som frygter for Daniels liv, og selvfølgelig en grundig indføring i Islamisk Stat. Hvem står bag terrororganisationen, hvordan er den opstået, og hvad har den af betydning for krigen i Syrien?

Forstå konflikten i Syrien

Bogen skildrer på bedste – og mest frygtelige vis – hvordan det er at være taget som gidsel, og den er en oplagt mulighed for at forstå konflikten i Syrien. Daniel Rye og de andre gidsler ved aldrig, hvad kidnapperne finder på næste gang. Torturen og ydmygelserne har mange forskellige former, og de gør alt for at overleve, ligegyldigt hvor meget af deres frihed og værdighed det skal koste dem. Daniel Rye var den sidste, der blev løsladt, inden Islamisk Stat begyndte på brutal vis at slå fangerne ihjel.

Pris: 124,95 (Føtex)