Spejl, skulder, blink: Tragikomisk og humor på højt plan

145
SHARE
Trafik

Den danske forfatter Dorthe Nors har haft sit gennembrud i USA, og blandt andet har Oprah rost flere af hendes fortællinger til skyerne. Men hendes værker er hverken højtravende eller for de indviede og intellektuelle, for hun er kendt for sin hverdagsrealisme med et strejf af absurditet.

»Spejl, skulder, blink er en mesterlig roman om at finde sin egen vej i livet, selv om andre gerne vil bestemme retningen«.

– Berlingske.

Link: Oprahs anmeldelse af Kantslag

»Kan man for fanden ikke bare lære at køre bil? «

Dorthe Nors’ fortælling handler om en ensom kvinde, der længes efter sin barndom tilbage i Jylland, selvom hun har taget skridtet og er flyttet til København. Hovedpersonen Sonja er midt i livet og er i gang med at tage kørekort. Hun har stadig ikke lært at skifte gear, for hendes kørelærer Jytte vil hellere fortælle vidt og bredt om sit liv og personerne deri, end hun vil lære Sonja at køre bil. Men det er ikke kun i bilen, at Sonja ikke kan skifte gear – det er i livet generelt.

Sideløbende med at Sonja tager kørekort, går hun til massør for at løsne op for alle de spændinger, hun får af at køre bil. Massøren Ellen er spirituel og overanalyserer konstant Sonjas adfærd, og Sonja har svært ved at sige nej, da hun kommer for tæt på og inviterer hende til meditationskursus i Dyrehaven. Sådan er det generelt for hende – hun har svært ved at sige fra. Men da hun endelig tager sig sammen til at skifte kørelærer, forløber køretimerne alligevel ikke, som hun håbede. Det bliver nemlig ikke bedre af, at den nye kørelærer Folke lægger sin hånd ovenpå hendes, når hun forsøger at skifte gear. Og hjemme i Jylland går Sonjas søster Kate rundt og ikke vil tale med hende. Når Sonja ringer, siger Kate, at hun er ude og handle eller i gang med noget vigtigt. Men i baggrunden kan hun høre opvaskemaskinen køre.

Tragikomisk og humoristisk som overfladespændingen på et vandglas

Fortællerstillen er tragikomisk, og romanen er gennemsyret af humor. Som læser tager man sig selv i at klukle af de mange finurlige formuleringer om alt fra meditation til gearskifte. Alle personerne i Sonjas liv og i fortællingen er selvoptagede og intimiderende, men de er genkendelige og beskrevet på en måde, så vi føler, vi kender dem fra vores eget liv. Sproget er nemt og ligetil, men det er tydeligt, at der er tænkt over hvert et ord og hvert et punktum. Selvom fortællingen er humoristisk, er man som læser ikke i tvivl om, at der er en dybereliggende alvor og betydning med Dorte Nors’ ord. Hun udtrykker det selv således:

»Man kan måske forestille sig et glas med vand, der er lige ved at løbe over. Overfladespændingen holder vandet tilbage. Det er min opgave at hælde nok indhold i glasset til, at det er lige ved at løbe over, men jeg skal hele tiden sørge for, at overfladespændingen holdes. Det er stilen og æstetikken, tonen, stemmen og sproget, som udgør overfladespændingen. Men nedenunder findes alt det, der truer med at løbe over.«

Pris: 165 kr. (Saxo)